Miljøstyrelsens hjemmeside

Opret bruger Log ind

Husdyrbrugets ophør - Vurdering

RSS

Sådan gør du

Du skal som kommunal sagsbehandler både for § 11- og § 12-husdyrbrugene vurdere hvilke foranstaltninger, der er nødvendige ved husdyrbrugets ophør for at undgå forureningsfare og for at bringe stedet tilbage i en tilfredsstillende tilstand.

For IE-husdyrbrug gælder særlige regler om anmeldelse af driftsophør og vurdering af forureningen efter driftens ophør.

Retsgrundlag

Husdyrgodkendelsesbekendtgørelsen:

§ 13. En godkendelse efter §§ 11 eller 12 i lov om miljøgodkendelse m.v. af husdyrbrug, skal indeholde en vurdering, jf. §§ 19-26, i lov om miljøgodkendelse m.v. af husdyrbrug, samt vilkår for virksomhedens etablering og drift. Vilkårene skal sikre, at kravene i §§ 27 og 29 i lov om miljøgodkendelse m.v. af husdyrbrug opfyldes og skal fastsætte følgende:
....
14) Hvordan der ved ophør af driften skal træffes de nødvendige foranstaltninger for at undgå forureningsfare og for at bringe stedet tilbage i tilfredsstillende tilstand.
15) På IE-husdyrbrug skal anvendelse, fremstilling eller frigivelse af relevante farlige stoffer i forbindelse med IE-husdyrproduktionen begrænses med henblik på at undgå risiko for forurening af jordbund og grundvand på husdyrbruget. Ved farlige stoffer forstås stoffer og blandinger som defineret i artikel 3 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1272/2008 om klassificering, mærkning og emballering af stoffer og blandinger.

§ 22. For husdyrbrug, hvor ansøgningen omfatter aktiviteter, som er selvstændigt omfattet af § 11 g i lov om planlægning (VVM-proceduren), må afgørelser om godkendelse tidligst træffes samtidig med den endelige vedtagelse af kommuneplanretningslinjerne efter lov om planlægning på baggrund af en samlet vurdering af virkningerne på miljøet for hele anlægget. I det omfang aktiviteten også er omfattet af godkendelsespligt efter kapitel 5 i lov om miljøbeskyttelse, må godkendelser tidligst træffes samtidig med det i § 10 i bekendtgørelse om godkendelse af listevirksomhed fastsatte tidspunkt.

§ 43. Ved ophør af aktiviteter på IE-husdyrbrug finder kapitel 4 b i lov om forurenet jord anvendelse.
Stk. 2. Ved ophør forstås
1) ophør af alle aktiviteter på IE-husdyrbruget,
2) når et IE-husdyrbrug har meddelt kommunalbestyrelsen, at kapaciteten eller udnyttelsen af kapaciteten permanent nedsættes til under stipladsgrænserne i § 12, stk. 1, nr. 1-3, i lov om miljøgodkendelse m.v. af husdyrbrug, eller
3) situationer omfattet af § 33, stk. 3, i lov om miljøgodkendelse m.v. af husdyrbrug, når godkendelsen er bortfaldet helt eller for den del, der ligger over stipladsgrænserne i § 12, stk. 1, nr. 1-3, i lov om miljøgodkendelse m.v. af husdyrbrug.
Stk. 3. IE-husdyrbrug skal senest fire uger efter driftsophør anmelde dette til kommunalbestyrelsen med et oplæg til vurdering efter § 38 k, stk. 1, i lov om forurenet jord. Vurderingen skal indeholde en risikovurdering med hensyn til menneskers sundhed og miljøet. Viser risikovurderingen, at det ikke kan afvises, at forureningen udgør en væsentlig risiko for menneskers sundhed eller miljøet, skal vurderingen tillige indeholde et oplæg til foranstaltninger, der sikrer, at forureningen ikke udgør en sådan risiko.

Jordforureningsloven:

§ 38 k. Ved driftsophør af bestemte aktiviteter på listevirksomheder, jf. § 35 i lov om miljøbeskyttelse, og af husdyrbrug omfattet af § 12, stk. 1, nr. 1-3, i lov om miljøgodkendelse m.v. af husdyrbrug skal driftsherren vurdere jordens og grundvandets forureningstilstand som følge af de pågældende aktiviteter.
Stk. 2. Inden vurderingen efter stk. 1 foretages, skal driftsherren indsende oplæg herom til miljømyndigheden.
Stk. 3. Miljømyndigheden giver driftsherren påbud om, hvordan vurderingen efter stk. 1 skal foretages, og en frist herfor. Der kan herunder gives påbud om at foretage undersøgelser, analyser, måling af stoffer og lign. til brug for vurderingen.
Stk. 4. Miljøministeren fastsætter regler om, hvilke aktiviteter på listevirksomheder der er omfattet af stk. 1, og regler om, hvornår der er tale om driftsophør, herunder i hvilke tilfælde nedsættelse af virksomhedens eller husdyrbrugets kapacitet anses for driftsophør.
Stk. 5. Miljøministeren kan endvidere fastsætte regler om:
1) Indhold og omfang af vurderingen efter stk. 1.
2) Frist for indsendelse af oplæg til, hvordan vurderingen efter stk. 1 skal foretages, jf. stk. 2.
3) Påbud efter stk. 3.

Vil du vide mere

IE-husdyrbrugs ophør

Vurdering af jordens og grundvandets forureningstilstand

Husdyrgodkendelsesbekendtgørelsens § 43 indebærer, at § 38 k i kapitel 4 b i jordforureningsloven finder anvendelse, og der skal dermed foretages en vurdering af jordens og grundvandets forureningstilstand ved ophør af aktiviteter på et IE-husdyrbrug, der defineres som et husdyrbrug, der har aktiviteter omfattet af § 12, stk. 1, nr. 1-3, i lov om miljøgodkendelse m.v. af husdyrbrug, jf. bekendtgørelsens § 2, stk. 1, nr. 7.

Hvad forstås ved driftsophør?

Aktiviteter skal betragtes som ophørt i følgende tilfælde:

  • Når et IE-husdyrbrug har meddelt kommunalbestyrelsen, at alle aktiviteter på husdyrbruget ophører.

  • Når et IE-husdyrbrug har meddelt kommunalbestyrelsen, at kapaciteten eller udnyttelsen af kapaciteten permanent nedsættes til under stipladsgrænserne i § 12, stk. 1, nr. 1-3, i husdyrgodkendelsesloven.

  • Hvis en godkendelse til et IE-husdyrbrug efter § 12 i husdyrgodkendelsesloven ikke er udnyttet inden for den i tilladelsen eller godkendelsen fastsatte frist (jf. § 33, stk. 1.

  • Hvis en godkendelse til et IE-husdyrbrug efter § 12 i husdyrgodkendelsesloven ikke har været helt eller delvist udnyttet i 3 på hinanden følgende år (jf. lovens § 33. stk. 3), og godkendelsen er bortfaldet helt eller for den del, der ligger over stipladsgrænserne for IE-husdyrbrug (§ 12, stk. 1, nr. 1-3, i husdyrgodkendelsesloven).

Ændringer, der udelukkende vedrører virksomhedens eller husdyrbrugets ejerskabsforhold, vil ikke være at betragte som driftsophør. Begrundelsen er, at en godkendelse udstedes til husdyrbruget og ikke til ejeren af husdyrbruget. Når husdyrbruget sælges eller falder i arv, følger godkendelsen derfor med. Den nye ejer, der driver husdyrbruget videre, kan således gøre brug af den eksisterende godkendelse.

Det er et almindeligt indarbejdet princip på miljøområdet, at en godkendelse af en bestemt virksomhed er knyttet til virksomheden og ikke er afhængig af, hvem der er ejer af virksomheden, jf. dommen optrykt i Ugeskrift for Retsvæsen 2003.1371 V.

Midlertidige driftsophør er ikke omfattet. Bortfald efter kontinuitetsbrud anses som driftsophør i den betydning, dette ord er anvendt i § 38 k, stk. 1.

Anmeldelse af driftsophør

Et IE-husdyrbrug skal senest fire uger efter driftsophøret anmelde dette til kommunen med et oplæg til en vurdering af jord og grundvand for de aktiviteter, der er tilknyttet anlægget, jf. jordforureningslovens § 38 k, stk. 1. I oplægget beskrives bl.a. hvordan vurderingen vil blive foretaget. Vurderingen skal desuden omfatte en risikovurdering med hensyn til menneskers sundhed og miljøet. Hvis risikovurderingen viser, at det ikke kan afvises, at forureningen udgør en væsentlig risiko for menneskers sundhed eller miljøet, skal vurderingen også indeholde et oplæg til foranstaltninger, der sikrer, at forureningen ikke udgør en sådan risiko.

Kommunen skal herefter meddele påbud om, hvordan vurderingen skal foretages og sætte en tidsfrist herfor. Påbuddet kan omfatte bestemte undersøgelser, analyser, måling af stoffer og lignende til brug for vurderingen (jf. jordforureningslovens § 38 k, stk. 3). IE-husdyrbruget skal inden fristens udløb indsende vurderingen og et oplæg til foranstaltninger til kommunen, som herefter meddeler endeligt påbud om foranstaltninger, frist og dokumentation.

Vurderingen består altså af flere trin, der skal gennemføres, inden virksomheden lukker ned.
Hvis der ved driften ikke har været anvendt stoffer, der kan give anledning til jord- eller grundvandsforurening, skal der som udgangspunkt ikke foretages målinger i forbindelse med vurderingen. I forbindelse med husdyrbrug kan vurderingen f.eks. alene bestå i en konstatering af, at der ikke er grund til at foretage målinger, da den historiske redegørelse viser, at der ikke er anvendt stoffer, der kan give anledning til jord- eller grundvandsforurening.

For yderligere vejledning om håndtering af forureningsrisiko fra IE-husdyrbrug, se "Fastsættelse af vilkår om begrænsning af farlige stoffer på IE-husdyrbrug" i afsnittet om affald og miljøfarlige stoffer.


Version 2.0 - 14. januar 2011